Madboden giver elever et udviklingsrum

Flere af Rismølleskolens elever har stor gavn af at hjælpe til i madboden

Emma og Liva langer masser af frikadelleboller over disken i madboden (Foto: Randers Kommune)

Madboden handler om meget mere end at sælge frikadelleboller, salatbowl og smoothies til de sultne elever på Rismølleskolen.

Det er også et udviklingsrum for de elever, som deltager i bodens arbejde. Det seneste år har Emma Kappel Jensen og Liva Dalgas Bang fra 7. klasse været en del af elevgruppen i madboden.

De to piger er gået fra opgaver med at holde orden og rydde op, til at de nu står helt fremme ved kassen og ekspederer de mange elever, der kommer forbi for at stille sulten. Og det oplever de begge har bidraget til deres egen udvikling.

”Vi står ved kassen, fejer og fylder op og får snakket med rigtig mange mennesker i løbet af tiden her, siger Emma Kappel Jensen.

”Det er koldt at være udenfor, så det er rart at kunne være indenfor i pauserne og hjælpe Lena og Gitte i boden. Vi møder mange forskellige mennesker, og det er rigtig hyggeligt at være her, siger Liva Dalgas Bang.

Kantineleder Gitte Lund Jensen bemærker en klar tendens til, at elever som engagerer sig i arbejdet med madboden, gennemgår en stor udvikling, fordi der følger ansvar med jobbet.

”Det er virkelig dejligt at se, hvordan vores dygtige hjælpere også udvikler sig undervejs. De tager ansvar og får en fornemmelse for, hvad det vil sige at drive en bod – og i det er læring, man kan bruge på mange måder,” siger Gitte Lund Jensen.