Skole/hjem-samarbejde
Hovedformålet med skole/hjem samarbejdet er at give det enkelte barn den bedst mulige basis for at tilegne sig læring i skolen. Grundlaget er det fælles ansvar, vi har for børnene.
Der tilstræbes en ligeværdig dialog mellem forældre og skolen, der bygger på konstruktiv medvirken fra begge parter.
Skole og forældre har et fælles ansvar for at samarbejdet lykkes. Det bedste grundlag for dette er gensidig tillid og god tone. Det gøres klart over for alle forældre, hvad skolen forventer af dem, og hvilke forventninger de kan have til skolen.
For at opnå bedst mulig trivsel for alle elever opfordrer skolen alle forældre til at deltage aktivt i fællesskabet.
Det er i det daglige samarbejde vigtigt, at en hurtig kontakt mellem skole og forældre medvirker til, at aktuelle problemer løses snarest til gavn for barnet.
Skolens ansvar
- Tydelig og grundig orientering fra skolen til berørte interessenter (gennem hjemmeside, AULA, telefon og møder).
- At kommunikere skolens værdier
- At forventninger mellem forældre og skole afstemmes gennem åben dialog
- Indkalde til forældremøde
- Indkalde og planlægge skole/hjem-samtaler
- Udfylde meddelelsesbogen.
Forældrenes ansvar
- Sørger for, at barnet er parat til læring (praktisk, mentalt)
- At være positive rollemodeller
- At vise interesse for barnets skolegang (deltage i forældremøder, skole/hjem samtaler, andre arrangementer og holde sig orienteret om nyheder og meddelelser på AULA))
- At deltage aktivt i samarbejde omkring klassen og klassens sociale trivsel.
- At kommunikere med de relevante voksne.
- At hjælpe barnet til forståelse af andres forskelligheder, potentialer og vanskeligheder.
Elevens ansvar
- Holde sine forældre orienteret om emner der er vedrører elevens skolegang
- Eleven forbereder sig sammen med forældrene til skolehjemsamtalen.
Meddelelsesbogen
Meddelelsesbogen er et dialogværktøj til samarbejdet mellem elev, forældre og skole om elevens faglige og alsidige udvikling.
Meddelelsesbogen skal være digital.
Formålet med meddelelsesbogen er, at den skal understøtte den enkelte elevs faglige og alsidige udvikling.
- Meddelelsesbogen udfyldes mindst en gang om året i forbindelse med skole-hjem-samtalerne.
- Den er altid åben for forældre og elever.
- Meddelelsesbogen udfyldes for 0. klasse inden for kompetenceområderne sprog og matematik samt alsidig udvikling. For 1.-9. årgang skal den udfyldes for fagene dansk, matematik samt alsidig udvikling.
- Meddelelsesbogen skal indeholde få aktuelle og væsentlige fokuspunkter. I beskrivelsen af den enkelte elev tages der udgangspunkt i dennes ressourcer.
- For elever i større udfordringer, skal meddelelsesbogen indeholde information om indsatser samt opfølgning.
- Det er muligt at henvise til andre dokumenter omkring eleven. Her skal der være en særlig opmærksomhed på, at meddelelsesbogen kan læses af både forældre og elever.
Forældremøder
Forældremødet er et møde, hvor klassens lærere, pædagoger og alle klassens forældre mødes uden elever. Til forældremøder orienteres forældrene om klassens sociale og faglige liv. På mødet skal der være tid og rum til dialog om klassens liv. Udgangspunktet og ansvaret for dialogen er et fælles anliggende.
På forældremødet afholdes nyvalg til klasseforældrerådet.
Skole/hjem-samtaler
En skole/hjem-samtale er en dialog mellem den enkelte elev, forældrene, relevante lærere (som udgangspunkt dansk- og matematiklærer) og klassepædagoger om elevens udvikling. Eleven deltager som udgangspunkt i samtalen. På alle årgange afholdes der to samtaler årligt. Den ene samtale om efteråret, og den anden om foråret. Begge samtaler vil være med fokus på trivsel og læring.
Læringsfestival
I foråret afholdes læringsfestival, hvor eleven sammen med andre præsenterer og fremlægger et stykke skolearbejde for forældre og skolekammerater.
Læringsfestival er en elevstyret samtale, som kan foregå som en præsentation over en udvalgt læringsproces med fremvisning af et tilhørende produkt.
Eleven er med til at bestemme, hvilken proces der fremlægges, samt hvilket produkt/produkter, der skal fremvises.
Klassearrangementer
Børn, forældre eller personale kan tage initiativ til arrangementerne. Klasseforældrerådene opfordres til at stå for arrangementer – også uden læreres og pædagogers deltagelse. Klasseforældrerådets opgave er at styrke rammerne for klassens sociale liv og være medvirkende til, at børn og forældre får gode fælles oplevelser, hvilket giver mulighed for et stærkere skole/hjem-samarbejde. Det forventes, at initiativtagerne afstemmer arrangementerne med hinanden.
Godkendt i skolebestyrelsen 19. marts 2024.